BørneIntra v2.19.1

VELKOMMEN TIL ENGHUSET!

 

Enghuset er en integreret institution i Herlev, beliggende i byens sydlige del, ca. 10 minutters gang fra Herlev Station. Huset slog første gang dørene op 1. juni 1960 og er i årenes løb blevet udvidet et par gange. I dag rummer huset 44 vuggestuebørn og 56 børnehavebørn, fordelt over 4 vuggestuegrupper og 3 børnehavegrupper. 

 

Husets personale består af 14 pædagoger, 7 pædagogmedhjælpere/assistenter , 2 køkkenmedarbejdere samt lederen. Dertil kommer studerende og praktikanter. Enghusets har kompetencepædagoger indenfor områderne sprog, kunst og kultur, natur, it, inklusion samt krop og bevægelse.

 

Enghuset hører til Herlevs distrikt syd og har Herlev Byskole som sin nærmeste skolemæssige samarbejdspartner.

Seneste nyhed...

Genåbning

Kære forældre til børn i dagtilbud i Herlev Kommune

På baggrund af statsministerens udmelding d. 6. april glæder vi os meget til at byde jeres børn velkommen tilbage i dagene efter påske. Der er tale om en kontrolleret og gradvis genåbning af dagtilbuddene. Genåbningen tilrettelægges på baggrund af myndighedernes anbefalinger, herunder også en række sundhedsfaglige krav og retningslinjer. For os er det afgørende, at genåbningen sker trygt og sikkert for både børn og personale. Derfor har vi inden genåbningen afsat tid til at forberede de fysiske rammer, planlægge fordelingen af børnene og klæde personalet på til de nye rutiner, så de kan hjælpe jeres børn godt i gang.

I Herlev Kommune genåbner alle dagtilbud fredag d. 17. april fra kl. 7.00 og jeg ved, at personalet i dagtilbuddene glæder sig til, at se jeres børn igen. I dagene op til opstart vil personalet sammen forberede genåbningen, så denne kan ske efter myndighedernes anbefalinger. Hverdagen i dagtilbuddene vil være anderledes, end I og jeres børn er vant til, idet der er en lang række sundhedsfaglige anbefalinger, som skal følges. De handler om rengøring, hygiejne, fysiske rammer mv. Men personalet vil sørge for, at I trygt kan aflevere jeres børn og for at dagene fyldes med sjove, udviklende og lærerige aktiviteter.

Åbningstiden i alle dagtilbud vil være fra kl. 7.00 til kl. 16.00. Der vil være mulighed for nødpasning før kl. 7.00 og efter kl. 16.00.

For at sikre en god planlægning vil I hver uge blive bedt om, at angive hvor meget pasning I forventer at have brug for til jeres barn. I vil modtage et særskilt skema til tilmelding. Tilmeldingerne er med til at sikre, at der er det nødvendige antal voksne til at tage sig af jeres børn, samt at vi lever op til myndighedernes anbefalinger bl.a. i forhold til gruppering af børnene.

Planlægningen er i fuld gang i alle dagtilbud, og der er en række forhold, der skal forberedes i hvert dagtilbud bl.a. omkring aflevering og afhentning af børnene, brug af lokaler og udeområder samt servering af mad. I vil inden genåbningen af dagtilbuddene modtage yderligere information fra jeres barns dagtilbud.

For at være sikker på at alle modtager dette brev er det både sendt ud via E-boks og via Børneintra. I vil inden genåbningen modtage yderligere information fra jeres barns dagtilbud via Børneintra.

Hvis I har yderligere spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte jeres barns dagtilbud.

 

Venlig hilsen

 

Thomas Gyldal Petersen

Borgmester